Emily Salomon

Navn: Emily Salomon
Erhverv: Blogger og kreativ konsulent
Kort om din baggrund: Bachelor i litteratur med hovedfag i moderne kulturstudier, blogger om livsstil, personlig stil, mad, rejser og kultur i næsten 10 år på emilysalomon.dk
Bor: København, Danmark                    
Familie: Min mand, vores søn som vi venter i slutningen af juli og vores Border collie Penny
Instagram:@emilysalomon

Hvad har du tænkt mest på på det seneste?

Jeg havde ikke så mange tanker om det i starten af graviditeten, men nu tænker jeg meget over, hvordan vores søn kommer til at se ud. Ikke af forfængelighed, men af ren nysgerrighed. Ligner han mig eller min mand, eller bliver det en blanding af os? Det samme gælder hans personlighed. Jeg nyder virkelig den sidste tid af graviditeten og kunne indimellem bare ønske, at jeg kunne beholde ham i min mave og beskytte ham for altid. Selvfølgelig mener jeg det ikke bogstaveligt, men nu hvor det nærmer sig, begynder jeg at tvivle på min evne til at tage mig af en lille nyfødt. Lige så meget som jeg glæder mig til at møde ham, er jeg også bange for ikke at kunne magte opgaven med at passe ham.

Hvordan har din graviditet været indtil nu?

Rigtig god; jeg har været lidt kvalm om morgenen (eller nærmere sagt hele dagen og aftenen), haft rygsmerter og halsbrand, men alt i alt elsker jeg at være gravid. Jeg er fuld af ærefrygt over det mirakel, min krop udfører, og jeg nyder det virkelig. Jeg tror, jeg kommer til at savne at være gravid, og jeg håber, jeg er så heldig, at jeg får lov at opleve det én gang til.

boob-emily-1.jpeg

Hvad er det bedste ved at bo i København?

At det både føles som en stor og en lille by på én gang, og at den er omgivet af vand. Jeg elsker, at man kan svømme i havnen ved Islands Brygge, hvor vi bor, året rundt.

Fortæl om din bog ”Bryllup”, som udkom sidste år.

Det er en komplet bryllupsguide med personlige anekdoter og billeder fra fire meget forskellige bryllupper (inklusive mit eget). Bogen var utroligt sjov at skrive, og den dækker virkelig et behov (i hvert fald i Danmark). Jeg ville virkelig have ønsket mig en sådan bog, da jeg selv skulle giftes.

boob-emily-6.jpeg

Hvad synes du om stil og tøj nu hvor du er gravid?

I starten, da min krop forandrede sig, og jeg ikke kunne passe mine normale ting, blev jeg virkelig forvirret. Mine bryster var blevet så store, at jeg ikke engang kunne have mine oversize-skjorter og -kjoler, som jeg havde planlagt at bruge i den periode, men da jeg fandt andre løsninger (blandt andet et par fantastiske bukser fra Boob) og begyndte at vise graviditeten, blev det på en eller anden måde lettere. Nu nyder jeg det blot. Jeg foretrækker tøj, der sidder lidt til og fremhæver maven, men frem for alt skal det være behageligt.

Du som er en rigtig bogsluger, hvilke bøger ser du frem til at læse for dit barn?

Først og fremmest håber jeg, at han arver min passion for læsning, og jeg tror, at han måske får det med, hvis jeg læser meget for ham, mens han vokser op. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse ”Brødrene Løvehjerte” og andre bøger af Astrid Lindgren for ham. Og så bliver det nok ”Linnea planter kerner, frø og andet” og ”Linus bager og laver mad” (begge af Christina Björk og Lena Anderson), fordi de er så gode introduktioner til både have og madlavning.

Hvilken rolle spiller yoga og meditation for dig i din hverdag?

Det er uundværligt og gør, at jeg kan slappe af og virkelig lytte til min krop og træne i at være helt til stede.

Du som er en rigtig morgenmadselsker, har du stadig samme favoritmorgenmad nu som før du blev gravid?

Både ja og nej. I første trimester var jeg så kvalm om morgenen, at friske smoothies blev min redning. Da kvalmen endelig var overstået, blev brød, smør og ost min store craving. Nu i den sidste del af graviditeten får jeg halsbrand af det, jeg virkelig har lyst til at spise, som frisk frugt, især citrusfrugter.

S nævn tre ting du ikke vil undvære som gravid.

En god BH, vand (jeg er så tørstig hele tiden) og i min første trimester: varm pølse! Det var sådan en mærkelig trang, fordi jeg normalt ikke spiser kød…

Hvad håber du at videregive til dit barn?

Medfølelse og kærlighed til naturen. At være nysgerrig og elske at bevæge sig lige så meget som at læse. Indsigten i, at sammenligning ofte er en glædetyv, og at alle mennesker er lige, uanset køn og oprindelse.

Hvordan ønsker du, at den verden dine børn vokser op i skal se ud?

Mindre forurenet og mindre skræmmende.

Hvad står øverst på din ønskeliste?

At vores søn er rask, og at jeg kommer til at kunne amme ham.

boob-emily-bc-2.jpeg